Til Coco: Kærlighed i hundeskikkelse
Af Fernando Santos
Læs på: English Português
Undskyld, at jeg ikke har skrevet så tit, som jeg synes, jeg burde. Jeg ved ærligt talt ikke, hvor mange der læser denne blog, eller om dette indlæg nogensinde bliver læst. Men jeg tror på Universet, og jeg tror på, at ord har kraft.
Det lærte jeg som lille dreng, da jeg prøvede at snyde i skolen. Min idé var at lave små sedler, jeg kunne kigge på under prøverne, men jeg endte med at lære det hele, bare ved at skrive det ned. Lige nu prøver jeg at gøre det samme.
Ved at skrive vil jeg nå ud til Universets ende. Jeg vil skrive om taknemmelighed, kærlighed og hjertesorg. Jeg håber, at folk i fremtiden, så længe internettet findes, kan læse dette og lære om en kraft, et væsen, kærlighed i hundeskikkelse: min lille Coco.
Min partner Paul og jeg begyndte at skrive dette indlæg, da Coco første gang fik konstateret en hjernetumor, kort før hendes syvårs fødselsdag. Dengang brast vores hjerter i tusind stykker, men vi ville dele hendes historie og hendes billeder med verden, så hun aldrig bliver glemt.
Nu gør vi det færdigt, efter at vi har måttet sige farvel.
Vores lille flok
Vi har tre franske bulldogs.
Vi tog Coco hjem for at holde vores første dreng, Rocco, med selskab. Hun var et år yngre end ham, og de blev uadskillelige næsten med det samme. De fik os begge gennem nedlukningen, og til sidst flyttede vi fra London til Worthing, så de kunne få et rigtigt hjem med have sammen.
Da Coco var fire år, lod vi hende og Rocco parre sig. Hun bar på otte hvalpe i sin lille mave. Desværre var det for mange for hende. Hun fødte naturligt, men kun én hvalp overlevede. Vi kaldte hende Halo.
Rocco, Coco og Halo blev en tæt lille flok. Hver aften legede Coco tovtrækning med sin datter. Hun vogtede over os med fuldstændig hengivenhed. Coco var vores øjesten, men hun havde et helt særligt bånd til Paul—han plejede at spøge med, at jeg var hendes far, men han var hendes mor. Hver gang Paul kaldte: “Kom til mor,” kom hun løbende, lige meget hvor hun var, eller hvad hun lavede.
Coco, Rocco og Halo fulgte os endda op ad kirkegulvet på vores bryllupsdag. Coco havde en smuk lille kjole på til lejligheden. Hun havde et par særlige outfits gennem årene, blandt andet et lille julemandskostume til jul.
Hun elskede at ligge på ryggen med hovedet på Pauls bryst, mens han kyssede hende og kløede hende på maven—jeg var tit med, og hvis jeg ikke var, gav hun mig et forfærdeligt blik eller kiggede bare på mig og viftede med poten. Hver gang vi stoppede, rystede hun en lille pote i luften og krævede mere. Hendes yndlingsgodbidder var kylling og fisk direkte fra grillen. Hun elskede at solbade i morgensolen, og hun elskede at skræmme livet af postbuddet. Hendes allerstørste synd var at flå posten i stykker.
Hun var så tæt knyttet til os, at hun hoppede op på mit skød, mens jeg arbejdede, så jeg satte en hundeseng ved mit tastatur—derefter kom en lille trappe, så alle tre franskmænd kunne arbejde ved siden af mig. Coco skulle helt bestemt have den bedste plads, og til alvorlige møder, uden for kameraet, havde jeg tit svært ved at koncentrere mig, fordi hun bevægede poterne og bad om opmærksomhed og maveklø.
Coco var benhårdt loyal. Hun gik aldrig meget op i at udforske; hun ville meget hellere blive hjemme, puttet tæt ind til os.
I sengen sov hun lige ved vores hoveder. Det var hendes plads.
Dagen, hvor alt ændrede sig
Den 17. juli begyndte som en solrig fredag. Det havde været en varm sommer i Storbritannien, men den dag var friskere, omkring 20 grader. Fordi Coco var en fransk bulldog—en race kendt for vejrtrækningsproblemer og svært ved at regulere kropstemperaturen—var vi altid meget forsigtige med at tage hende med ud i varmt vejr. Før nogen dømmer os: Vi bor i et stort hus med en stor have, og alle vores hunde kan komme udenfor, når de vil, gennem en hundelem.
Senere på eftermiddagen, da det var blevet køligere, tog vi hende med på den lokale pub. Hun var i strålende humør og var så glad på vejen hjem. Så, uden varsel, faldt hun om og fik krampeanfald på fortovet.
På et øjeblik blev min partner Pauls og mit liv vendt på hovedet.
Vi skyndte os direkte til dyrlægen med hende. Den første tanke var, at hun havde fået hedeslag, selvom vi syntes, det var usandsynligt, da det ikke havde været specielt varmt. Hen over weekenden virkede hun for det meste som sig selv, men vi lagde mærke til, at hun var ved at miste lidt af bevægeligheden i sine højre ben.
Søndag aften, under VM-finalen, fik hun et anfald igen. Halo, hendes datter, har epilepsi, så vi gav Coco noget akut krampestillende medicin og tog hende tilbage til klinikken. Det var begyndelsen på en lang prøvelse med blodprøver, aftaler og bekymring. Jeg satte endda et lille skrivebord op i stuen, så jeg kunne arbejde lige ved siden af hende, for det var dér, hun følte sig mest tryg og godt tilpas.
Coco opførte sig stadig som sig selv, men hendes problemer med at bevæge sig blev værre. En nat lagde jeg mærke til, at hun ikke bevægede sig ordentligt og så rædselsslagen ud bare ved at prøve at rejse sig. Mens vi ventede på en henvisning til MR-scanning, skyndte vi os tilbage til dyrlægen med hende og endte til en akuttid på Cambridge University Veterinary School Hospital.
Det var der, vi fik den hjerteskærende besked. Coco havde en aggressiv hjernesvulst, et såkaldt gliom.
Neurologerne fortalte os, at intet kunne helbrede hende. Selv med avancerede muligheder som strålebehandling eller kemoterapi ville den bedste prognose kun give uger, eller måske et par måneder.
Kampen for Coco
Fra det øjeblik gjorde vi alt, hvad vi kunne, for at give Coco det bedst mulige liv. Vi undersøgte alle tilgængelige behandlinger og besluttede at prøve kemoterapi, så snart henvisningerne fra dyrlægen var på plads.
Trods alt forblev hun præcis den samme hund, selvom svulsten fyldte omkring 20 procent af hendes hjerne. Hun var ved godt mod. Hun knurrede stadig ad sin datter, vogtede sine yndlingspladser, elskede os voldsomt og var fortsat hengiven over for vores familie.
Cocos fødselsdag nærmede sig den 15. august. Fordi vi vidste, at prognosen var kort, holdt vi en tidlig fødselsdagsfest for hende den 1. august. Venner og familie kom langvejs fra for at se hende, og hun var fantastisk. Hvis du havde set hende den dag, ville du aldrig have gættet, at hun levede med så alvorlig en sygdom.
Weekenden var lys og solrig. I et kort, håbefuldt øjeblik troede vi virkelig, at den betændelsesdæmpende behandling virkede, og at hun trodsede oddsene.
At sige farvel
Mandag var endnu en god dag. Coco viste tydelige, trøstende tegn på bedring. Men om aftenen, lige omkring sengetid, begyndte hun at få anfald igen.
Selv efter vi havde givet hende to fulde doser af hendes akutmedicin, stoppede anfaldene ikke. Vi kunne se, hvor hårdt hendes hjerne var ramt. Hun så fortabt og desorienteret ud og blev ved med at dreje rundt mod venstre.
Vi skyndte os til skadestuedyrlægen ved midnat. Efter en grundig undersøgelse forklarede dyrlægen blidt, at svulsten nu varigt påvirkede hendes livskvalitet og hendes basale hjernefunktion. Vi traf den hjerteskærende beslutning at lade hende gå for at skåne hende for lidelse og vedvarende anfald.
Vi sagde et sidste farvel til vores lille pige.
Nu hviler hun i fred bagerst i vores have, lige ved siden af de hvalpe, hun mistede for mange år siden, hvor Halo var den eneste, der overlevede.
Hvem Coco virkelig var
Jeg vil ikke have, at nogen kun husker Coco for at forlade os lige før sin syvårs fødselsdag. Det var et kort øjeblik helt til sidst i et liv fuld af glæde og eventyr. Hun elskede at være sammen med os. Hendes øjne var så udtryksfulde, så klare—hun lavede så mange ansigter. Hun hadede at gå på stenstrande, og hun nægtede at bruge hundelemmen, så vi måtte åbne dørene for Dronning Coco, når hun ikke havde lyst til at bruge den. Hun ville ikke tisse nogen steder, hvor der ikke var græs. Hendes yndlingslegetøj var en hvid ring, hun bed og bed i, og senere også en lille grøn ring. Vi fandt den hvide ring ved et tilfælde, og hun elskede den så højt, at vi købte to mere, hvis den nu skulle forsvinde.
Jeg vil have, at alle, der læser dette, kender til kærlighed uden grænser—hun bad om den og gav den til os, og vi gav den glad tilbage.
Coco var et helt særligt væsen. Hun var en ånd, en sjæl, et væsen og en energi, der kom ind i vores liv for at velsigne os med syv uforglemmelige år. Hun var voldsomt beskyttende, hengiven og kærlig. Uden nogensinde at sige et ord lærte hun os, hvad kærlighed uden grænser virkelig betyder.
Hun forandrede hele vores verden til det bedre. Hele vores hus og vores to andre franske bulldogger drejede sig fuldstændig om hende. Vi kaldte hende Dronning Coco. Men for mig var hun altid min Titinininha—et portugisisk kælenavn fra mit modersmål, som hun fik, fordi hun var så lille, da hun var ung.
Vi var så velsignede og privilegerede at dele livet med hende. Hun var altid den første til at hilse på os om morgenen, ventede altid ved døren, når Paul eller jeg gik ud, og var altid den første til at springe op med fuld begejstring i alt, hvad hun gjorde. Hun havde os fuldstændig viklet om sine små poter. Den faste spøg i vores hjem var, at det var Cocos hus, og at hun bare venligt lod os bo i det.
Hun var Mammas og Daddas pige.
Vi havde endda en yndlingshistorie om hende. Vi sagde, at Coco under trappen, inde i sit lille hus, havde et hemmeligt kontrolrum, hvor hun styrede verden. Hver gang der skete noget, der holdt Paul og mig hjemme—en bil, der brød sammen, en strejke eller dårligt vejr—så vi på hinanden og sagde: “Coco styrer begivenhederne igen.” Vi spøgte med, at hun skabte fejl i verden, bare så vi ville blive hjemme hos hende.
Det var en kærlig historie, vi fortalte os selv, men en del af mig spekulerer stadig på, om den var sand.
Kærlighedens bivirkning
Man siger, at hundes eneste fejl er, at deres liv er kortere end vores. Coco var her i syv år af vores liv, men der er en enorm trøst i at vide, at vi var der i hele hendes. Fra den dag vi mødte hende på Paddington Station til hendes allersidste åndedrag, vidste hun, at hun var elsket mere end ord kan sige. Helt til sidst hviskede vi til hende, hvor højt hun var elsket, og altid ville være.
Jeg sværger, at jeg stadig kan mærke hendes energi og nærvær overalt i vores hus. Livet har mistet lidt af sin magi.
Man siger, at sorg og hjertesorg blot er bivirkningerne af at elske dybt. Den smerte, vi bærer nu, afspejler den enorme kærlighed, vi delte med hende. Nogle gange føles det svært at trække vejret. Jeg ved, at sår heler med tiden, men helede sår er stadig ar. Vi mistede en søjle i vores familieliv, og intet bliver det samme uden hende.
Og alligevel er jeg samtidig så dybt glad og taknemmelig for gaven, som hendes liv var. Hvilken ære det var, at du valgte os, Coco.
Min Tetena, jeg håber, vi mødes igen og igen i hvert eneste liv. Jeg plejede at spøge med, at Paul og jeg i vores tidligere liv var hundene, og at du var vores menneskelige værge. Det ville være så smukt at byde dig velkommen tilbage en dag som vores menneskedatter.
Tak fra bunden af vores hjerter og sjæle. Jeg ved, at vi en dag mødes igen, der hvor fysiske begrænsninger ikke længere findes, og hvor vi kan lege sammen som én energi. Du er for evigt i vores hjerter, og jeg lover at huske dig hver eneste dag resten af vores liv. Jeg ved, at vi en dag bliver genforenet, at vi kradser dig på maven, og at vi aldrig bliver skilt igen. Jeg ved også, at du stadig er her hos os, og at du vil være med os for evigt og altid.
Mine strikkede kreationer til Coco
Her er nogle af de særlige strikkede ting, jeg lavede til Coco. Jeg nåede aldrig at lave en rigtig Gigante Knit til hende på grund af størrelsen, men jeg lærte så meget om håndværket ved at lave disse små stykker, som hun kunne have på.
Til kærligt minde
Hvis Cocos historie har rørt dit hjerte, ville jeg være dybt taknemmelig, hvis du vil overveje at give en lille donation til Wadars, vores lokale dyreinternat her i Worthing.
Tusind tak, fordi du læste med. Hvis du har mistet et kæledyr eller sørger lige nu, er du altid velkommen til at skrive direkte til mig på fernando@giganteknits.com.
Hvis du kan sende min lille pige en stille tanke, når du læser dette, så bed om, at hendes energi bliver tæt på hendes Mamma og Dadda.
Gud velsigne jer alle.
Og Gud velsigne vores lille dronning Coco for evigt og altid ❤️
Mamma og Dadda elskede dig så,
Mere end ord nogensinde kan nå.
Husets dronning fra første stund,
For evigt gemt i hjertets grund.
I hvert et liv, det lover vi dig:
Vi finder altid hjem til dig.
Coco — Hendes liv: filmen
Tre timer og seks minutter — hvert eneste foto og hver video, vi har af hende, i rækkefølge, fra aftenen hun kom hjem, til hendes sidste billede, og til sidst en dedikation. Den bor her nu for alle, der elskede hende. Brug kapitlerne til at springe direkte til et øjeblik.
Læs videre
The Sovereign: Cardiganen, jeg lavede i mit hårdeste år, nu gratis
Den første cardigan, jeg nogensinde lavede, strikket gennem et år med hospitalsophold og tre operationer — og det stykke, der startede Gigante Knits.
Læs den næste →
