Fra katastrofe til uventet sejr: merino-silke-sagaen
Af Fernando Santos
Jeg ville strikke en fødselsdagscardigan i en helt ny blanding. Det, jeg fik, var en betagende fiber, et hus fuld af fnug og én lille taske. Her er den ærlige version.
Planen
En gang imellem tester jeg en ny fiber. Dels for at se, om den fortjener en plads i butikken til en fremtidig kollektion, dels fordi jeg anbefaler blandinger, som du kan købe, og jeg anbefaler kun det, jeg selv har haft i hænderne. Denne gang havde jeg den perfekte undskyldning: min svigermors fødselsdag sidst i september. Planen var en smuk cardigan i en ny blanding af grå og hvid merino og silke. Sølvfarvet, blød, med en glans, som min almindelige Corriedale ikke har. Hvis den opførte sig pænt, ville den være en god test til en fremtidig vinterkollektion.
Det, der kom ud af kassen
Det første indtryk var virkelig spændende. Fibrene var smukke: livlige, sølvskinnende, med den bløde glans, som kun silke giver. Jeg lagde den uspundne uldtop ud på gulvet i værkstedet og beundrede den et stykke tid, før jeg rørte en pind.
Hvor det gik galt
Problemerne begyndte i det øjeblik, jeg gik i gang med at forberede den på Gigante-måden, hvor jeg splitter og kæmmer uldtoppen til den tekstur, grovstrik kræver. Den gik i stykker. Fibrene holdt næsten slet ikke sammen. Og jeg må indrømme endnu en forbrydelse her: fibre så fine var aldrig beregnet til at blive splittet og skilt ad. En blanding som denne er lavet til spinding og filtning, og den ville være smuk i finere strikke- og hækleprojekter. Men grovstrik beder om det ene, den ikke kan: at holde sammen som én tyk, rolig tråd. I stedet går den op, mens du arbejder med den. Tråde løfter sig, skilles og flyver af sted i alle retninger.
Betagende at se på. Et mareridt at strikke.
Inden for en time var mit hus dækket af fnug. Bordet, stolene, mit tøj, selve luften. Alt. Jeg kaldte det, hvad det var: en total katastrofe, og jeg lagde idéen på hylden.
Retur til afsender (næsten det hele)
De uåbnede poser gik direkte tilbage til leverandøren. Men ét kilo var allerede åbnet, og så var det mit. I stedet for at smide det ud forsøgte jeg en redningsaktion: Jeg lagde det hele i vand og lod det tørre, samme idé som når man blokker et færdigt strikkeværk. Tørringen tog en evighed; heldigvis havde Storbritannien en af sine hedebølger, så jeg behøvede ikke vente alt for længe. Og det virkede halvt. Fibrene faldt til ro og blev til at arbejde med; stadig fnuggede, stadig fældende, men brugbare, hvis du er tålmodig og ikke har noget imod at støvsuge bagefter.
Tasken, der overlevede
Så det reddede kilo blev til en taske. En grovstrikket minitaske i den sølvgrå farve, strikket stramt, så fibrene støtter hinanden. Jeg vil ikke påstå, at den er perfekt. Du får ikke de supertydelige masker, som merino giver. Den er rodet, fnugget, sølvskinnende. Og det er måske netop det look, der tiltrækker nogle.
Fordi denne fiber er fin og tæt, lykkedes det mig at løse mange af de konstruktionsproblemer, som grovstrik giver, især når det gælder at bære vægt. Misforstå mig ikke, vores tasker er dejlige. De er bestemt ikke til tunge ting. Og det er den nye taske heller ikke: Du kan ikke tage ugens indkøb i den (hey, det er ikke en indkøbstaske), men du kan fint bære en lille bærbar og et par personlige ting.
Så jeg fandt på en ny rem: en i-cord, der bærer vægten gennem forsiden af tasken, ikke siderne. Og det var en dejlig opdagelse.
Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal gøre med prototypen. Måske giver jeg den til nogle venner. Men jeg er rigtig glad for denne fejl.
Citron, limonade, caipirinha
Man siger, at man altid kan lave en citron om til limonade. Jeg vil sige, at den her blev til en caipirinha.
Idéen om en cardigan i merino-silke er sat på pause, ikke død. Hvis jeg en dag finder en version af denne blanding med mere greb, prøver jeg igen til vinter. Imens bliver fødselsdagscardiganen strikket i uld, der opfører sig pænt (der er en hel historie om, hvordan vores almindelige uld bliver forberedt, og den opfører sig pænt netop på grund af den halve times forberedelse). Og jeg beholder tasken.
Der gemmer sig også en anden morale i redningsaktionen: Uanset hvor mærkeligt og anderledes dit projekt ser ud undervejs, forvandler blokning fibrene og hele udtrykket i din cardigan. Men det er et emne til næste indlæg.
Fortsættes…
Vil du have uld, der opfører sig pænt?
Hver eneste fiber i butikken er en, jeg selv har strikket med, forberedt i hånden ved det samme bord:
Læs videre
Splitning af uspundet uld til grovstrik: det gode, det dårlige og fnuggene
Den halve times håndforberedelse, der får vores almindelige uld til at opføre sig, som denne blanding ikke ville.
Læs den næste →
