Kære Gigante: Gør Hope Macaulay ikke allerede det her?
Af Fernando Santos
“Kære Gigante, ærligt spørgsmål: gør Hope Macaulay ikke allerede det, du gør? Dine cardigans ligner hendes så meget, og hun er ret genial. Hvor passer du ind?”
Sikke en besked. Den her kom via Spørg Gigante-formularen, men jeg er blevet spurgt om varianter af den på markeder, i DM’er og én gang, mindeværdigt, af min egen mor. Så lad mig svare ordentligt, for det ærlige svar starter med fuld enighed.
Først: ja, nichen har en dronning
Hope Macaulay er fantastisk. Hun byggede et helt strikhus op fra Nordirland i starten af tyverne. Hendes stykker er håndstrikket af et hold lokale strikkere, som hun ansætter og kæmper for, og det betyder, at hver eneste af hendes cardigans bærer rigtige levebrød i sig. Hun tog dristig, oversized strik fra kuriositet på håndværksmarkedet til siderne i modeblade, og hun gjorde det på sine egne præmisser. Og selve cardiganerne? Betagende. Der findes ingen version af det her svar, hvor jeg lader som om noget andet, for jeg har øjne i hovedet.
Så hvordan har vi en chance? Fordi vi ikke står på samme sted
Se nøje på, hvad vi hver især faktisk sælger. Når du køber et stykke fra Hope Macaulay, køber du færdig kunst, man kan have på: designet af hende, lavet af dygtige hænder, klar til at tage på, når den ankommer. Det er hendes værk, og det er præcis dets værdi. (Og ja, før en skarpøjet læser skriver ind: hun tilbyder også et par opskrifter. Men cardiganopskrifter som vores, graderet i alle størrelser, med kits, håndforberedt uld og videohjælp til helt nybegyndere? Det er ikke hendes forretning. Det er hele vores.)
Når du kommer til Gigante, køber du noget, hun aldrig har solgt: selve det at lave den. En opskrift med hver eneste række lagt frem. Et kit med uld, der er håndforberedt og vejet til din størrelse. En video ved din side den første vaklende aften. Og så timevis af dine egne hænder i den, og den stille ret til at svare på “hvor har du den fra?” med “Jeg har lavet den selv.”
Hope sælger drømmen. Jeg sælger, hvordan du laver den.
Ingen, der valgte mellem os, valgte nogensinde rigtig mellem os. Hvis det, du drømmer om, er at eje en Macaulay, så køb din Macaulay; du vil værne om den, og du støtter noget virkelig godt. Men hvis synet af en fik det til at krible i dine hænder, hvis tanken var gad vide, om jeg kunne lave noget i den stil, så var kriblen aldrig efter hendes produkt. Den var efter vores.
“Men arbejdet ligner jo hinanden så meget”
Det gør det, på samme måde som alt surdejsbrød ligner surdejsbrød. Kæmpe masker og glade farver er grovstrikkens fælles sprog, og ingen ejer et sprog. Det, man kan eje, er selve designene, og der vil jeg være helt klar: vores designs er vores egne, tegnet op maske for maske i vores eget studie, og vi arbejder hårdt på ikke at kopiere nogens, allermindst hendes. Hvis det at elske den samme uld i den samme herlige skala tæller som efterligning, så er alle strikkere, der nogensinde har slået noget stort op, skyldige sammen, og hvor ville det dog være en dejlig forbrydelse.
Hvor kommer vores designs så fra? Før strikken var jeg i mange år grafisk designer, og det viser sig, at den uddannelse kan tages med: proportioner, farvebalance, komposition og alle de andre små ting, der afgør, om noget dristigt ser gennemtænkt ud eller bare larmer. Når jeg tegner en cardigan med farveblokke, bruger jeg det samme øje, som jeg engang brugte på layouts og brands. Vores paletter og paneler kommer fra den disciplin, ikke fra nogens lookbook.
Og her er hemmeligheden om “domineret”
Min drøm var aldrig at tage en bid af en niche. Den er, at grovstrik helt holder op med at være en niche. Jeg tror oprigtigt på, at alle har evnerne og kraften til at lave noget smukt med deres egne hænder; hele mit job er at være den, der gør det muligt, rækker dig ulden, opskriften og selvtilliden og så går af vejen.
Og den del af håndværket, der handler om at lave selv, er ikke et spil, hvor vinderen tager det hele. Tværtimod: hver person, Hope får til at falde for oversized strik, skaber ti mere, der spekulerer på, om de selv kunne strikke en. Hun gøder selve den have, vi planter i. Når hendes arbejde dukker op i dit feed, og dit hjerte springer et lille slag over, åbner der sig én af to døre, og kun den ene er hendes. Vi står bare ved den anden med pindene i hånden.
Så nej, jeg ligger ikke søvnløs af bekymring over at konkurrere med Hope Macaulay. Jeg ligger søvnløs og håber, at hvis Gigante en dag bliver bare én procent af det, hun har bygget, får jeg lov at føle en brøkdel af den stolthed, hun må føle over det, hun har givet det her håndværk. Indtil da: hun laver sine, du laver dine, og verden får flere enorme cardigans. Alle vinder.
PS. Hope, hvis du nogensinde læser det her: betragt hele siden som fanpost. Jeg elsker det, du har bygget, og hvis du nogensinde får lyst til at samarbejde om noget enormt, er mine pinde og mine hænder klar.
Læs videre
Den første beslutning, der gør eller bryder en grovstrikket cardigan, du designer selv
De få beslutninger, der faktisk betyder noget: farve, pasform, og hvor du skal begynde.
Læs den næste →
