The Gigante Jumper: det gode, det dårlige og det grimme
Af Fernando Santos
Jeg har givet en Gigante til alle mine nære venner. Alle har en, undtagen mig. Jeg havde lige lavet mig en taske til min bærbare, det blev koldere, og jeg besluttede, at jeg i stedet for en cardigan ville have en sweater. Det, der kom ud af det, er den, fremmede nu standser mig på gaden for at spørge om. Det, de ikke ser, er fire omstarter, et ærme, der ikke virkede, to halse, jeg trævlede op, en farve, min partner talte mig fra, og de sting, jeg havde svoret, jeg aldrig ville lave. Her er hele historien, med de billeder, jeg tog undervejs.
Den gode
Jeg startede ikke med en tegning. Jeg er simpelthen vild med vores merinoblandinger, så den skulle altid komme fra den familie. Pastel Rainbow har mint, smør, fersken, himmelblå og citron i én tråd. Planen, hvis man kan kalde den det, gik ikke længere end dette: et bånd over brystet, manchetterne og halsen i én ensfarvet farve, og den farve hentet inde fra blandingen. Jeg prøvede flere.
Jeg er grafisk designer. Farver er den del af jobbet, jeg er bedst til, og jeg har altid ment, at lavendel var min farve. Min partner syntes, den var for feminin. Så jeg nøjedes, modvilligt, med mørk skovgrøn og fortsatte.
Den onde
Jeg strikkede forstykket og ryggen i den almindelige Gigante-uld, den uspundne uldtop, som hver cardigan er lavet af, med båndet i skovgrøn. Ingen hals endnu, ingen ærmer. Og den var forkert. Ikke strikningen: ulden. En sweater skal have fald og bevægelse, og denne kunne stå af sig selv. En rustning. Den tykkelse, der gør en cardigan, er simpelthen for meget til et stykke tøj, der skal hænge på kroppen og bevæge sig med den.
Jeg trævlede den op. Jeg strikkede den igen. Den trævlede jeg også op. Fire gange, og et sted midt i det kløvede jeg hår, og uld, og så faldt tiøren. I design har vi én regel over alle andre: form følger funktion. Formen passede ikke til en sweaters funktion, så formen måtte ændres. Den uspundne uldtop, der kommer fra spinderiet, er omkring 2,5 cm tyk og umulig at arbejde med, før den er tæmmet, og at tæmme den er det første arbejde på hvert eneste bundt, vi sælger (der er et helt indlæg om det). Så hvorfor ikke dele den én gang til? Stadig smuk, stadig Gigante, med mindre masker, der kunne passe til en sweater. Jeg prøvede det, og Gigante Junior blev født.
Gigante Junior på pindene, viklet til et nøgle og strikket ind i kroppen. Det er pillearbejde at dele den. Spinderiets snoning får de to halvdele til at vikle sig om hinanden, og delt uldtop knækker, hvis du skynder dig, så hvert nøgle deles i hånden og vikles langsomt. Det er bøvlet. Sweateren er det værd. Og da kroppen var strikket igen, var det grønne også røget, og lavendlen var taget op af skuffen igen. I det øjeblik, jeg så båndet på kroppen, vidste jeg, at mit første instinkt havde været rigtigt.
Den delte uld gav mig noget, jeg ikke havde ventet: frihed. Cardiganerne strikker jeg med fingrene. Gigante Junior satte mig tilbage på pinde, og jeg blev gode venner igen med teknikker, jeg ikke havde rørt i lang tid. Udtagninger fra ret og fra vrang. Rib med 1 ret, 1 vrang til kanterne. Og ting, der egentlig slet ikke hører til grovstrik, som madrassting til sidesømmene, hvilket den store uld simpelthen ikke kan.
Da kroppen var rigtig, gik det galt med ærmerne. Jeg samlede masker op rundt om ærmegabet og strikkede nedad rundt, og den første version var for smal. Grov og smal hører ikke sammen. Det gjorde den anden heller ikke. Tredje gang gav jeg ærmet den bredde, det havde brug for, lod det pufte og samlede det i en lang, glat manchet i Lavender. Det er ærmet i opskriften.
Den grimme
Halsen. Jeg lavede den først i Lavender, en ribkant med Eggshell-sting rundt om. Den så tyk ud, og den så forkert ud. Jeg trævlede den op og prøvede igen, Lavender-rib på den færdige krop. Stadig forkert. En hel hals i Lavender trækker øjet op og væk fra båndet, og båndet er hele pointen med sweateren.
Hals et, hals to og den, der blev. Svaret var at strikke halsens rib i blandingen og kun skifte til Lavender ved aflukningen, så du får én tynd stribe farve, hvor den møder huden, og intet mere.
Så kom øjeblikket, hvor sweateren var færdig, og jeg ikke kunne lide den. Kroppen færdig, ærmerne på, halsen rigtig, og den så flad ud. Ufærdig. Jeg lagde den på bordet og stirrede på den et stykke tid.
Jeg havde aldrig planlagt forstingene. Faktisk havde jeg besluttet mig imod dem. Det spørgsmål, jeg får mere end noget andet, under hvert opslag og i hver besked, er, hvorfor jeg ikke viser stingene, som alle store grovstrikkede sweatere gør, og jeg vidste, hvorfor jeg ikke gjorde det: én designer har gjort det sting til sit kendetegn, og jeg ville ikke kopiere nogens arbejde. Så tænkte jeg på sneakers. Adidas, Nike, alle sportsmærker på jorden bruger det samme sprog, striberne, swooshen, sålen, og ingen kalder det kopiering. Du kan lade dig inspirere af et sprog uden at kopiere nogens arbejde. Så jeg tog en stor, stump nål og et stykke Eggshell.
Den trængte til det cremefarvede. Sweateren blev først til sweateren den sidste eftermiddag.
Langs båndets top og bund. En ring rundt om hver manchet. En spiral rundt om kanten, der følger vrangpindene. Det tog en eftermiddag, og det ændrede alt.
Stingene, der rammer båndet ind og ringer manchetterne, stingene helt tæt på og spiralen rundt om kanten set bagfra.
Sweateren
Den tog 25 til 30 timer på pindene, og det var, mens jeg fandt ud af det hele. Den vejer omkring to et halvt kilo. Båndet sidder kun på forstykket, så ryggen er helt i blandingen. Og folk standser mig for at spørge om den. Ikke venner, der er søde: fremmede, på gaden, der spørger, hvor den er fra.
Så jeg skrev den ned. Tre størrelser, S til L, hver eneste maske i diagram, og ulden allerede delt og viklet, for jeg vil ikke bede dig om at gøre det pillede arbejde. Opskriften ligger i kittet sammen med Gigante Junior, og hvis du hellere vil springe pindene over, strikker jeg din her i Worthing. Lavender var min farve hele tiden.
Én advarsel, og jeg mener det. En Gigante-sweater er betydeligt mere pillet og sværere end en Gigante-cardigan. Jeg siger ikke, at cardiganerne er lette, men for det første er maskerne her mindre, du strikker på pinde i stedet for med fingrene, og der er meget mere teknik i det: ærmer med oplukkede masker, udtagninger, rib, madrassting, forstingene. Hvis du har strikket en cardigan med os, vil kroppen føles velkendt, og resten står i opskriften, trin for trin. Hvis ikke, så start med en cardigan.
Og jeg er ikke færdig med Gigante Junior. Jeg er så glad for det, at jeg arbejder på en serie huer i det. Opskriften findes, og jeg tester den i blandinger og i ensfarvede nuancer. Hold øje her.
Læs videre
Splitning af uspundet uld til grovstrik: det gode, det dårlige og fnuggene
Den halve times håndforberedelse bag hvert nøgle af vores uld. Gigante Junior starter her.
Læs den næste →
